15. august 2005
Den anerkendte instruktør Emir Kusturica kommer til Danmark og viser sin nye film
Årets Copenhagen International Film Festival åbner med Danmarkspremieren på Emir Kusturicas livsbekræftende, spraglede og sprudlende smukke film "Livet er et Mirakel"(Life is a Miracle).
På Copenhagen International Film Festival byder vi ham velkommen med en Golden Swan for hans fantastiske indsats for Europæisk film, inden vi blænder op for premieren.
Balkans Fellini
Emir Kusturica er passende blevet kaldt Balkans Fellini, og Livet er et Mirakel viser ham i berusende, provokerende og musikalsk topform. Fra første scene tromler filmen ud ad de jernbaneskinner, som ingeniøren Luka drømmer om skal forene Serbien med den serbiske del af Bosnien, hvor han selv bor med sin kone og voksne søn. Bedst som Luka får sat sin store plan i værk, bryder krigen ud, og snart er Lukas søn fanget af fjenden, hans lidt bimse, operasyngende kone stukket af med en ungarsk xylofonist, og han selv sat til at passe på en muslimsk sygeplejerske, som han forelsker sig i.
Varme smil
Man ser Livet er et Mirakel med et stort smil på læben hvis man da ikke griner højt ad det kærlighedssyge og grædende æsel, der prøver at begå selvmord ved at stille sig på togskinnerne, den korrupte politiker, der bruger sin elskerindes bagdel som boksebold i en ikke videre raffineret seksuel leg, eller buldrebassen af et postbud, der klistrer sine skakbrikker fast til brættet med syltetøj, så de ikke vælter under de voldsomme bombardementer.
Festivalens Åbningsgalla er for inviterede gæster, men evt. uafhentede billetter kan købes i Imperial på selve dagen.
www.copenhagenfilmfestival.com
Copenhagen International Film Festival præsentere romafilmen: Livet er et Mirakel
Spiller i biograferne: Imperial 18. august kl. 21:00, Grand 26. august kl. 21:30.
Livet er et Mirakel - Zivot Je Cudo
Krigen på Balkan var tragisk, fuld af brodermord, massakrer og forstemmende eksempler på, hvor nedrige naboer kan være mod hinanden. Alligevel er det ved flere lejligheder lykkedes den serbisk fødte Emir Kusturica at fortælle robuste, vidunderlige eventyr om mennesker, der lever stærkt, mens verden går under. I den uforlignelige stil fra guldpalmevinderen Underground og sigøjnerskrønen Sort kat, hvid kat synger Kusturica i Life is a Miracle videre om glæden, der ikke vil forvitre eller slukkes. Det handler meget kort fortalt om kærligheden mellem den frejdige Sabaha og stationsforstanderen Luka, og jernbanen spiller en strategisk hovedrolle. Det samme gør den karakteristiske ’killer music’, som Kusturica lader buldre, trutte og dunke gennem filmen, så alle i salen må overgive sig.
www.copenhagenfilmfestival.com